Spildfri julefrokost

Du eller din virksomhed har nu mulighed for at sætte fokus på ressourcerne og bæredygtigheden til årets julefrokost.

Juletiden er en sød tid, men det er også en tid for et stort overforbrug og et kæmpe madspild. Rub & Stub udfordrer derfor julefrokostens format. Vi viser, at en julefrokost kan udføres bæredygtigt med lige så stor kærlighed til ressourcerne som til den gode og festlige oplevelse.

Rub & Stubs spildfrie julefrokost sætter madoplevelsen højt og fødevareressourcerne ligeså højt. Der er en tematisk sammenhæng i råvarerne, så hele råvaren udnyttes optimalt. Buffeten bliver skåret væk, da denne er særlig kilde til spild. Til gengæld tallerkenanretter vi. På den måde bliver oplevelsen både mere delikat og nøjere portioneret. Sådan kommer alle råvarerne og al arbejdskraften bag menuen til sin fulde ret og intet spildes. Skulle der mod al forventning være rester, sørger Rub & Stub for, at de bliver pakket på sikker vis og doneret til sociale institutioner, eksempelvis et lokalt herberg, så flere mennesker kan få glæde af festlighederne.

Lidt mere om maden
Julemiddagen tager afsæt i julens og sæsones klassiske og økologiske råvarer og traditioner og eventuelle overskudsvarer. Alle råvarer udnyttes optimalt og forberedes til nøje afstemte og tilpassede retter. Det betyder også at Rub & Stub ikke arbejder med en bestemt julemenu, men at vi tilpasser den de overskudsvarer, der måtte være til rådighed samt de forespørgsler der måtte være. Vi lægger op til en tre-retters julemenu, hvortil der kan tilføjes gløgg, cocktails, natmad, borddækning, servering mm. Det finder vi ud af i fællesskab.

Vi lægger dog op til, at I parrer julemiddagen med Rub & Stubs hjemmelavede infused snaps, der aromatisk hænger sammen med råvarerne i menuen.

Hvis det ønskes står Rub & Stub gerne for at matche julemiddagen med drikkevarer. Disse vil være økologiske og særligt afstemte.

Pris
Prisen er afhængig af størrelse på selskab, adgang til faciliteter og hvor omfattende en julefrokostmodel, der efterspørges. Vi tilpasser efter behov, så tag fat i os, så taler vi om, hvad I leder efter, og så sætter vi en pris derefter.

Vil du høre mere?
Så tag fat i Irina på +45 29727865 eller irina@spisrubogstub.dk